7 idéer til bæredygtige gaver

7 idéer til bæredygtige gaver

Ingen gaver er selvsagt det mest bæredygtige, da det ingen CO2 udleder, men hvis du eller din familie har lyst til at give gaver til hinanden, så har jeg lavet en lille guide til syv idéer til mere bæredygtig gavegivning. Du kan bruge guiden her hele året, når du skal give julegaver, fødselsdagsgaver, bryllupsgaver eller andre gaver. 

Furoshiki

 

1. BRUGTE TING

At give en brugt ting i gave er et bæredygtigt alternativ til en tilsvarende gave købt fra ny, da der ikke bliver brugt nye ressourcer på at producere et nyt produkt. Og du vil også ofte kunne få mere kvalitet for pengene, når du køber brugt.

Et eksempel på en gave, som vi blev rigtig glade for at få, er en brugt grå Alvar Aalto-vase, som vi fik i bryllupsgave (selvom vi havde skrevet i invitationen, at vi ikke ønskede os noget). Jeg har også flere gange, sammen med mine søskende, givet min mor brugt kvalitetstøj, som vi har fundet på Trendsales. Min mor er ikke den store haj til Trendsales, så hun er blevet rigtig glad, hver gang vi har fundet noget fint til hende.

Du kan finde brugte gaver mange steder. Men jeg vil umiddelbart foreslå at kigge hos Trendsales eller i genbrugs- og vintagebutikker, hvis du er på udkig efter tøj, hos Reshopper finder du masser af baby- og børneting, DBA kan lidt af det hele, antikvitetsbutikker eller antikvariater, hvis du vil købe elektronik kan du kigge hos Greenmind.

Jeg vil dog anbefale, at du lige afklarer med dem som du giver gaver til, så de er indforståede med at modtage en brugt ting i gave. Nogle vil måske kunne se det som en fornærmelse eller noget i den stil.

 

vindueskarm

 

2. HJEMMELAVEDE GAVER

Lækre strikkede eller søde sager kan være lækkert at få foræret. Jeg strikkede fx massevis af lune uldfutter til venner og familie for et par år siden, og det er lidt hyggeligt at se, at de stadig bliver brugt, når jeg besøger folk.

Bæredygtigheden af denne slags gaver afhænger selvfølgelig af, hvilke materialer du bruger, og om gaven bliver brugt af dem, der modtager den. Jeg kunne fx selv godt tænke mig at prøve at strikke et halstørklæde eller en sweater i restegarn a la Lærke Bagger.

 

Hæklet mus

 

3. OPLEVELSER

Oplevelsesgaver er en af den slags gaver, som jeg selv sætter allermest pris på. Til vores bryllup tilbage i maj fik vi en del oplevelsesgaver. Vi har spist lækker mad på Relæ sammen med Sebastians venner og været i Go Monkey, som er forhindringsbaner i trækronerne, i Gladsaxe med vores tidligere roomies.

Jeg har selv givet oplevelser i teateret, biografen, Sofiebadet på Christianshavn og en tecermoni hos Perch’s tesalon.

Du kan også give oplevelser i form af årskort eller medlemskaber til fx Tivoli, museer, Zoologisk Have, Cinemateket. Steder hvor du ved, at din søster, far eller gode ven nyder at komme.

Oplevelser behøver heller ikke nødvendigvis være dyrt. Du kan også invitere på picnic, selv lave lækker med eller måske et babysitterklippekort, så mor og/eller far kan komme ud og opleve noget uden barn eller børn.

Jeg er ikke så stor fan af gavekortsæsker, som man kan købe i butikkerne. Jeg har oplevet et par gange, at man fx skal komme på særlige dage, skal booke på en bestemt måde, og at der kan være en del regler, som man skal holde sig inden for. Så jeg vil hellere selv finde oplevelsen og måske lave et hjemmelavet gavekort.

 

4. MAD & DELIKATESSER

Jeg ser mad og delikatesser som en bæredygtig ting, da det er produkter, som modtageren måske alligevel ville have købt, men ikke ville have ofret pengene på at købe i en lækker kvalitet.

Sebastian og jeg har givet hans mormor grøn te og chokolade et par år i træk. Hun er nemlig vild med grøn te. Mine søskende og jeg har givet vores bedstemor en kasse med specialøl de sidste 10 år, da hun elsker at smage alle mulige forskellige øl.

 

5. BÆREDYGTIGT PRODUCEREDE GAVER

Min fars ønskeseddel indeholder hvert år sorte uldsokker, og hvis det ikke var fordi, vi er stoppet med at give julegaver, så kunne jeg måske godt finde på at købe nogle bæredygtigt producerede uldsokker til ham. Fx fra Dilling.

Når jeg skriver bæredygtigt produceret, så mener jeg ting og produkter, der er produceret med hensyn til miljø, klima og under gode arbejdsforhold.

Hvis du gerne vil give en gave fra ny, der er produceret med hensyn til miljø, klima og arbejdsforhold, er der efterhånden mange producenter, som tilbyder nogle mere bæredygtige produkter. En god måde at sikre sig, at produktet lever op til bæredygtige krav er ved at kigge efter certificeringer så som GOTS, Fairtrade, FSC, Svanemærket, det røde Ø eller det europæiske økologi-mærke.

 

6. GAVE MED ET GODT FORMÅL

“Jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har alt hvad jeg skal bruge.” Det er sikkert et svar mange af os har hørt. Hvis du kender en, der har det sådan, kan du i stedet give en gave, til nogle der trænger, på deres vegne. Det klassiske eksempel er ‘Giv en ged’, som jeg selv engang har givet min far.

En anden rigtig fin velgørende og bæredygtig gave er efter min mening et skovbevis. Alberte fik et skovbevis, da vi blev gift, som vi siden har indrammet og hængt over hendes seng. Albertes skovbevis er på 20 m2 dansk skov, som er blevet udlagt til urørt skov.

Jeg er ret sikker på, at de fleste NGO’er og velgørende organisationer har deres egen variant eller flere af den slags gaver. Så hvis du tænker, at du vil give sådan en gave, så vil jeg foreslå, at du finder den eller de organisationer, som du selv, eller den du giver gaven til, synes bedst om, og ser om de har en gavemulighed.

 

Skovbevis

 

7. ÉN GAVE PR. PERSON

Hvis I gerne vil skære kraftigt ned på gaverne til jul, så kunne det måske være en idé, at alle i familien, eller dem der skal med til juleaften, får tildelt én person, som de er ansvarlig for at give én gave til. På den måde har I mulighed for at købe en enkelt gave af god kvalitet uden at sætte julefreden over styr og skulle rundt i diverse butikker i løbet af december. I kan også aftale et fast beløb, så alle får for det samme.

 

ELLER SLET INGEN GAVER?

I år har vi faktisk aftalt ikke at give nogen gaver overhovedet. De sidste to år har vi ikke givet gaver i min familie, og i år har vi udvidet det til også at gælde for Sebastians del af familien. Det har fungeret rigtig fint i min familie, hvor vi det første år droppede julegaverne og ‘i stedet’ tog på skiferie sammen i Norge. Sidste år var vi ‘bare’ hjemme, fordi min termin med Alberte var d. 27. december. Der erstattede vi gaveudpakningen med brætspil, hvilket var virkeligt hyggeligt.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at give nogle bæredygtige og mere klimavenlige gaver. Du må meget gerne skrive, hvis du har andre idéer til bæredygtige gaver. Husk at finde den version, der passer bedst til dig og din familie. Det må gerne være en udfordring at gøre sin hverdag mere grøn, men det skal ikke være en kamp.

Tilbage til blog