Et af mine favoritsteder at være om sommeren er på Samsø i min kærestes families sommerhus. Det er et gammelt husmandssted med to længer - det er slidt, men charmerende. Langt det meste af dagen bliver tilbragt i den tilhørende have, som jeg synes er noget nær paradis. Der er altid noget at høste uanset, hvornår på sommeren man er der. I juni er det hyldeblomster, som man kan lave saft, sirup eller pandekager af og med og brændenælder, som jeg kommer i morgenbollerne. I slut juli kunne vi høste hvide ribs og brombær og mirabeller og senere på sæsonen er der æbler og blommer. Jeg får virkelig afløb for min havetrang, når jeg er der.
Man kan også bare ligge i en liggestol og tage en lur eller læse en god bog. Eller man kan tage rundt på øen og gå på opdagelse i alle de små initiativer, der spirer i de forskellige landsbyer eller man kan nyde den skønne danske natur og tage sig en dukkert på en nærliggende strand.
Nogle af de steder vi var forbi i år var blandt andet Fairwool i Brundby, Yduns Have i Alstrup og Vadstrup 1771, hvor mine forældre overnattede.
Yduns Have
Yduns Have er et økologisk landbrug med en tilhørende lille gårdbutik, der kun ligger et par kilometer fra sommerhuset, så når man lige står og mangler nogle lækre friske grøntsager, så kan man lige hoppe op på cyklen.
Vadstrup 1771
Vadstrup 1771 er et lille hotel, hvor de overnattende får simpel og lækker morgenmad, og kan bestille aftensmad. Om eftermiddagen kl. 15-17 kan ikke-overnattende få sig en kom kaffe og kage, og man kan kigge forbi deres lille galleri og kælderbutik eller gå en tur i deres fine have.
Søster Sidevind
Søster Sidevind er en kombineret café og ting-og-sager-butik, som du finder i Besser. Hos Søster Sidevind kan man få håndmadder - jeg kan virkelig anbefale kartoffelmaden - kaffe og kage, eller man kan få et par lakridsstænger, når sliktrangen melder sig. Priserne er meget rimelige og i 2019 har de fået en terrassedør bag i butikken, så man ikke behøver gå hele vejen uden om for at komme om og sidde i skyggen af det store kastanjetræ og nyde sine forfriskninger.
Work Play Nordby
Work Play Nordby er, som navnet indikerer, placeret i Nordby, den nordligste by på Samsø. Hos Work Play Nordby er der løbende forskellige pop-up events og restauranter. Vi har bl.a. været forbi og spist lækre fermenterede sager og buddha-bowls i 2017, og i 2019 har vi spist portugisisk inspirerede delikatesser. De har både et hyggeligt ude- og indeområde, så det er et besøg værd i såvel sol som regn. Du kan følge med på deres instagram for at se, om der er en pop-up, når du er på øen.