Være- og bæredygtige ønsker for januar 2020

Være- og bæredygtige ønsker for januar 2020

Her fra starten af det nye år vil jeg prøve noget nyt - nemlig at lave en liste over ønsker og intentioner for bæredygtige og væredygtige handlinger og tanker for den kommende måned. Med væredygtighed mener jeg, det at have det godt i krop og sind og skabe den bedste mulige hverdag for mig og min familie.

Tørrede statice

 

FLERE RODFRUGTER OG MERE KÅL

En af mine intentioner for januar er at spise mere efter sæsonen, meget gerne lokalt og helst økologisk. Da vi nu er i januar måned kommer menuen til at stå på en masse kål og endnu flere rodfrugter. Det kan måske lyde lidt kedeligt - det gør det i hvert fald umiddelbart i mine ører - men ikke desto mindre, så giver det os/mig en god grund til at få testet nye og anderledes opskrifter af. Jeg har fx for nyligt opdaget charmen og velsmagen ved gule beder med denne opskrift fra Vanløse Blues, der også indeholder kikærter og som er vegansk og glutenfri. Og vi skal også prøve den russiske rødebedesuppe Borsjtj, som jeg ikke tror jeg har smagt før. Kender I nogle gode opskrifter med rodfrugter eller kål, som vi bør prøve?

 

Lilla blomkål

 

PLANLÆGGE VORES BÆREDYGTIGE SKIFERIE

Jeg elsker sne og det lys, som det skaber i de mørke vintermåneder, og jeg synes også det er sjovt at stå på ski. Lad mig dog skynde mig at sige, at jeg langt fra er en ørn på ski, men det er en dejlig (og desværre dyr) måde at være udendørs på. Ikke desto mindre, så har min søster, Sebastian og jeg plus Alberte planer om at tage til Sverige og stå på ski her i denne sæson.

Inspireret af rejsebureauet Den Grønne Rejse, der blandt andet ejes af Anders Morgenthaler, har vi planer om at tage til Åre i Sverige, hvor man fra Malmø kan tage et direkte nattog. Så man stiger på om eftermiddagen i Malmø, og så vågner man op om morgenen midt i Åre by. Vi rejser desværre ikke med Den Grønne Rejse, da de kun tilbyder en skiferie i påskeferien i år. Og da min søster ikke kan få fri der, så planlægger vi rejsen selv.

Jeg tænker også, at tog er ret børnevenligt frem for bil, bus eller fly. Er der nogen, der har erfaringer med det?

 

SKOVTUR MED LOUISE

Jeg glæder mig til at skulle på skovtur med min veninde Louise Knygberg i denne uge. Det er så dejligt at komme ud til træer og lidt ro, men jeg må indrømme, at jeg er noget af en stueplante, der til tider har svært ved at komme ud af hyggetøjet. Derfor er det så dejligt at have venner, der kan motivere mig til at komme med ud i naturen. Måske jeg skal lave nogle af de klassiske cafebesøg om til gåture og vinterbadning. Kaffedrikningen med mine veninder er dog faldet drastisk det seneste år og for ikke at tale om øldrikningen, som er alt for sjælden.

 

GØRE MEDITATION TIL EN HVERDAGSRUTINE

Tilbage i december begyndte jeg at meditere efter at have læst et afsnit om meditation i Arianna Huffingtons bog Thrive, hvor hun fremlægger en masse videnskabelige resultater for de positivt afledte virkninger af at meditere. Indtil videre synes jeg, at min oplevede virkning er god. Ikke at der er sket noget revolutionerende, men jeg synes, at jeg har lidt mere overskud i hverdagen. 

Til at meditere bruger jeg app’en Headspace. Du kan downloade app’en gratis og prøve nogle få meditaionsøvelser, for at se om det er noget for dig. Jeg synes, at den fungerer godt for mig, som begynder. Jeg har købt adgang til den fulde app, hvilket man gør via et abonnement. Jeg ville egentlig bare have begyndt med deres abonnement, hvor man betaler fra måned til måned, men så kom jeg ved en fejl til at købe et års abonnement. Så nu har jeg i hvert fald også et økonomisk incitament til at få app’en brugt og mediteret det næste års tid. Og du sparer også x antal procent, når man køber sig adgang til et helt års abonnement på en gang frem for at betale fra måned til måned.

 

Kindle

 

FÆRDIGGØRE BOGEN THRIVE AF ARIANNA HUFFINGTON

Apropos bogen Thrive, så håber jeg at kunne færdiggøre den her i januar. Jeg har aldrig været en dedikeret læsehest, men det at få et barn har gjort det endnu sværere for mig at finde tid og overskud til at få læst. Sebastian er dog ret god til at få tygget sig igennem en masse bøger trods alle de huslige gøremål, der følger med en baby.

I bogen kommer Arianna Huffington ind på emner såsom meditationens egenskaber, vigtigheden af søvn (hvilket for tiden er en by i Rusland for mit vedkommende), om man møder verden med et positivt eller negativt mindset, døden og hvordan vi (ikke) forholder os til den, og at det at give og vise empati for andre kan gøre os til gladere og måske lykkeligere mennesker. Jeg synes, at det er en ret inspirerende bog, der er en god blanding af anekdoter, egne erfaringer og henvisninger til videnskabelige kilder.

Jeg er pt. ca. 50 % igennem bogen, hvilket jeg ret præcist ved, da jeg læser den på min Kindle, som kan vise hvor langt man er i procenter. Jeg læser primært inde i sengen, og da Alberte ofte sover, når jeg ligger og læser inden sengetid, og lyset derfor er slukket, så er en Kindle ret handy.

Hvad er dine bære- og væredygtige ønsker for januar? Skriv dem endelig i kommentarfeltet.

Tilbage til blog