I begyndelsen af maj blev Sebastian og jeg gift. Vi blev viet på Københavns Rådhus, holdt reception på ØsterGRO og serverede øl og pizza hjemme i vores lejlighed.
Vi har brugt en del tid på at undersøge og tale om, hvordan vi kunne bruge de mest bæredygtige løsninger ifm. vores brullyp. Og når vi nu har brugt en del tid og ressourcer, så vil jeg meget gerne dele vores erfaringer. Jeg håber samtidig på, at det vil kunne inspirere andre, der skal giftes eller måske bare holde en fest.
Og så skal jeg lige huske at sige, at vi ikke havde fået det hele til at lykkes på denne måde uden en hjælp fra vores familie og venner.
Budget
Vi havde inviteret den nærmeste familie og lidt venner. Og vores budget var i omegnen af 30.000-35.000 kr., tøj og ringe inkl., hvilket er mange penge, men ‘billigt’ på bryllupsskalaen, så vidt jeg er orienteret.
Locations
Vi blev viet på Københavns smukke rådhus. Vielses- og ventelokalet er dekoreret med smukke vægmalerier, og jeg tror kun, at de bliver brugt til at vie brudepar i. I et hjørne af den store flotte rådhussal havde vi arrangeret et glas bobler og kransekagestykker, som vi havde medbragt hjemmefra. Vi havde fået indsamlet og lånt os til rigtige champagneglas i glas, som Sebastians far og forlovede tog med for os sammen med flaskerne med bobler, som de havde haft på køl. Kransekagestykkerne havde mine forældre bagt.
Maden
Maden var primært vegetarisk bestående af kransekager og lagkager, veganske og vegetarisk pizzaer.
Tøj og accessories
Mit ønske til min brudekjole var, at den skulle være gulvlang, storblomstret, ammevenlig, passe til min figur og være rimelig behagelig at have på, og så ville jeg også have, at den skulle være genbrugt. Det kan måske lyde som en del krav, der kan være svære alle at få opfyldt. Men da jeg gik på brudekjolejagt med min mor og søster i de østerbroske luksusgenbruger, skulle vi kun ind i to butikker, før kjolen var fundet. Først var vi i I Blame Lulu, hvor jeg fandt nogle gode bud, men ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Så vi gik videre til den næste butik på ruten, som var Haberdash. Her prøvede jeg et par kjoler, og iblandt dem var en kjole fra Elise Gug, der opfyldte alle mine krav - hver og ét - selvom den var lidt for gulvlang og havde lidt for lange ærmer, så den måtte en tur forbi skrædderen.
Jeg havde også købt et par sandaler fra Billi Bi på Trendsales, men da det var rimelig blæsende og hundekoldt for en majdag, så tog jeg et par sorte støvler på i stedet, som jeg havde stående derhjemme. Sandalerne har jeg måtte vente med at lufte til en anden dag, men det var også hele tiden min intention, at både sandaler og kjole skulle kunne bruges i mange andre sammenhænge. Kjolen har jeg eksempelvis haft på til vores venners bryllup her i weekenden.
Jeg havde ikke noget slør, men i stedet en blomsterkrans, som jeg havde købt hos de dygtige damer fra FLOR, der dyrker økologiske blomster nær Lejre på Sjælland, og som lige har åbnet en butik på Nansensgade.
Sebastians jakkesæt var genbrug fra hans egen garderobe med lånte manchetknapper fra hans far.
Vielsesringe
Vores ringe fik vi lavet hos Janne fra Goldfingers. Det var en virkelig fin proces, som startede med, at vi tog forbi hendes butik og værksted i Klosterstræde i København. Først var vi forbi for at tale om vores ønsker, og Janne fortalte samtidig en masse om guldsmedefaget og Fairtrade-guld og -sølv, og at genbrugt ædelmetal ikke altid er en god løsning, da det stadig kan komme fra miner med dårlige forhold. For at bryde med de dårlige arbejdsforhold kan man derfor blive nødt til at købe fra miner med ordnede forhold i stedet for at importere genbrugt ædelmetal fra miner med dårlige og slavelignende forhold. Men hun fortalte også, at hun gerne genbruger ædelmetal og -sten, som kunderne selv kommer med.
Vores ringe er lavet af Fairtrademærket 18-karats guld, og min har to små sten. En lille rubin og en lille safir. Stenene er ikke Fairtrademærkede, men Janne har et tæt samarbejde med hende, som hun køber sten af, og hun forsøger at opkøbe ædelsten fra miner, der har ordnede forhold. Jeg tænker på stenene som en sten for Sebastian og en sten for vores datter, Alberte.
Gaver
Vi havde skrevet i indbydelsen, at vi ikke ønskede os gaver, og at det var rigeligt for os at se dem vi holder af, nyde deres selskab og fejre dagen sammen med dem. Det var der nogle, der holdt sig til, og så var der selvfølgelig også nogle, der alligevel kom med gaver, som enten var genbrug, mad eller oplevelser. Gaver eller ej, vi blev glade for begge dele.
Pynt
Til receptionen på ØsterGro, var rammerne og pynten der på forhånd i form af de smukke omgivelser med planterne og det fine drivhus. Så her skulle vi intet gøre. Vi havde dog selv kage med, og så købte vi cider og kombucha, kaffe og te hos dem. Og da vi så trak hjem til os selv senere på dagen, havde jeg pyntet lidt op med tørrede blomster, som jeg genbrugte fra min polterabendmiddag. De fleste af de tørrede blomster pryder stadig vores stue.
Underholdning
Der var vanen tro en masse fine taler undervejs og en hjemmedigtet sang. Vi havde også selv lavet en quiz, hvilket vi næsten altid gør, når vi holder noget festligt. Og så syntes Sebastian og jeg begge, at det kunne være hyggeligt at synge et par sange fra højskolesangbogen i løbet af dagen. Men vi havde ikke lyst til at printe en masse sangtekster ud, så vi fik lov til at låne ca. 15 højskolesangbøger af Københavns Hovedbibliotek, som Sebastian hentede og tilbageleverede i en god stor rygsæk.
Og jeg kan jeg fortælle, at vi sang ‘Du danske sommer jeg elsker dig‘ og ‘Noget om helte‘.
Alle billederne, på nær det af vores ringe, er taget af Sara Gangsted, som vi havde hyret som bryllupsfotograf.